Familien bag Kennel Ruhår (2)

Familien bag Kennel Ruhår består af Gitte, Peter og Laura, og vi arbejder alle sammen om at skabe et sundt og velafbalanceret opdræt af ruhårede standard gravhunde. Vi går meget op i gravhundens sundhed, psyke og funktioner som både brugshund og familiehund. Vores hvalpe er opdrættet efter Dansk Gravhundeklub og Dansk Kennel Klubs opdrætter og avlsanbefalinger og vi lægger vægt på tidlig prægning og sundhed hos hvalpene. Vi har et lille opdræt med ca. 1-2 kuld om året og hvalpene fødes og vokser op inde hos os, så de er hele tiden i nærheden af kærlige hænder og bliver hurtigt vænnet til os og de andre hunde. Dermed følger vi også hele tiden tæven, så vi er sikre på at både hundemor og hvalpe har det godt. Dette synes vi er meget vigtigt for at få en velafbalanceret og sund gravhund. Vi præger også hvalpene så de vænner sig til at køre i bil, til lyden af støvsuger mv. Desuden er vi alle beskæftigede med musik, så lidt musikalsk og kunstnerisk prægning får de også ;-)
Vi holder kontakten med vores hvalpefamilier og hjælper gerne med spor, grav, udstilling og tilbyder trimning og pasning. Derudover holder vi indimellem arrangementer med gåtur og hygge, så hunde og ejere kan lære hinanden at kende, og få gode oplevelser sammen.

   

Peter og jeg (Gitte), bor i Allerup Bakker, som ligger midt på den Jyske Ås i Nordjylland, med Stagsted skov som nærmeste nabo. Det nyder vi godt af, da vi ofte går ture i skoven med hundene, og vi har let adgang til at arbejde med spor.

Jeg er vokset op i en familie, hvor jagt, dressur, udstillinger, og brugshundeprøver har haft en stor plads. Det var dengang ruhårede hønsehunde, og jagtterriere vi arbejdede med. I mit voksne liv, må jeg indrømme, at det er den ruhårede gravhund, som har vundet mit hjerte, og vi har haft gravhunde i over 20 år. Med sin egensindige natur, selvsikre fremtoning og ukuelige charme, har man en selvstændig lille hund, med en stor hunds psyke. En trofast lille ven, der byder på en masse fantastiske oplevelser og glæder i hverdagen.

Jeg er sanger og billedkunstner, og en stor del af tiden foregår mit arbejde i vores hjem. Vores hunde indgår derfor som en naturlig del af hverdagen, og når vi har hvalpe er de aldrig alene. Målet for mit avlsarbejde er som sagt, at avle fysisk og psykisk sunde familiehunde, som er smukke og racetypiske i udseende, og har de jagtegenskaber som er naturlige for racen.

Peter er pianist og organist og arbejde også en del hjemmefra. Han har engageret sig meget i sporarbejdet med vores hunde. Han træner en del med vores egne hunde, samt lægger spor til sporprøver og er med til at stå for sporinstruktion i DGK Nordjylland.

Laura er uddannet sygeplejerske og bor i Aalborg, men er stadig en stor del af vores arbejde med hundene. Vi tager sammen på udstilling, og gør som regel en weekendtur ud af det, hvor vi bor på hotel og hygger med hundene. Laura arbejder ofte som ringpersonale til udstillinger og vi står begge for ringtræning i DGK Nordjylland.

Gitte Engen, Kennel Ruhår

Udover vores hjemmeside kan I følge os på facebook - www.facebook.dk/kennelruhaar
og på Instagram @kennelruhaar

 

 
Manse klarer opvasken                          


Besøg af moster Ulla


Familiehygge i hvalpekurven




Scarlet sørger for der er ro i kurven ;-)


Eksamenslæsning er hårdt! ;-)